En investering i en bedre bundlinje
Med to nye kompetencegivende kurser i rengøring, er det nu for første gang muligt at blive personcertificeret og altså få certifikat på sin rengøringskompetence.x
04-02-2012
Med to nye kompetencegivende kurser i rengøring, er det nu for første gang muligt at blive personcertificeret og altså få certifikat på sin rengøringskompetence. Målet er at styrke leverandørers kompetencer i at udføre, planlægge og administrere rengøring, og håbet er derfor at kunne bidrage til både højere kvalitet og bedre indtjening i rengøringsbranchen.
Fra april bliver det for første gang muligt at dokumentere sin rengøringskompetence. DS Certificering udbyder nu to nye kurser i fastlæggelse og bedømmelse af rengøringskvalitet med afsæt i standarden DS/INSTA 800. Kurserne henvender sig til rengøringsinspektører og planlæggere, der for første gang får mulighed for at blive personcertificeret.
”Kurserne giver kompetencer både i at udføre rengøring og i at planlægge og administrere den. Man får derfor indsigt i, både hvordan man som rengøringsleverandør kan opnå en højere kvalitet i sine ydelser, og hvordan man sikrer en bedre ressourceallokering og styring internt. Derfor opnår man kompetencer, der vil kaste fordele af sig på flere niveauer i en virksomhed,” siger Dennis Andersen, der er underviser på kurserne i fastlæggelse og bedømmelse af rengøringskvalitet, som udbydes af DS Certificering.
Første mulighed for personcertificering i rengøring
Han fortæller, at rengøringsstandarden DS/INSTA 800 for nylig er blevet revideret og forenklet. Og at DS Certificering har brugt anledningen til at lancere kurset, som nu for første gang giver rengøringsinspektører og planlæggere mulighed for at blive personcertificeret, og altså opnå dokumentation for deres rengøringskompetencer.
”Ud over at opnå nye konkrete kompetencer, så er fordelen ved kurserne her, at man, hvis man vælger at blive certificeret, som leverandør fremover ikke bare behøver at nøjes med at referere til sin erfaring på området, når man byder på en opgave. Man vil nu kunne dokumentere sort på hvidt, at man har certificerede medarbejdere, der altså har nogle kompetencer på et vist niveau. Og det vil helt sikkert være en konkurrencefordel,” siger Dennis Andersen, som forventer, at kurserne vil kunne bidrage til en øget indtjening for rengøringsleverandører og derfor bør betragtes som en investering i en bedre bundlinje.
Han oplever, at tendensen i rengøringsbranchen i disse år er, at kravene til, hvad der kan nås inden for den aftalte tid, hele tiden stiger. Så med kurserne håber han, at de leverandører, for hvem kvaliteten er afgørende, med et certifikat i hånden vil få lettere ved at tage den rigtige pris for deres ydelser, fordi de nu lettere kan dokumentere kvaliteten af det, de leverer.

Kurser målrettet inspektører og planlæggere
Konkret udbydes der to kurser. Det første er obligatorisk og strækker sig over tre dage og indfører kursisterne i, hvordan man træner, giver feedback og udfører inspektion af rengøringsarbejde efter DS/INSTA 800-standarden. Det andet kursus strækker sig over to dage, er valgfrit og retter sig især mod rengøringsplanlæggere og indkøbere, som bliver klædt på til at forberede indkøb og tilbud efter standarden.
”Selvom den primære målgruppe for det første kursus er rengøringsinspektører, så er hele kurset generelt yderst relevant for både offentlige og private indkøbere også. Kursets metoder fokuserer i høj grad på, hvordan man allokerer ressourcer, hvordan man vurderer, hvad der skal leveres, og ikke mindst også kontrollerer, at det bliver gjort. Indkøbere vil derfor kunne bruge metoderne og kendskabet til standarden til at lægge de rette rammer for deres udbud. Og både leverandører og indkøbere vil derudover kunne bruge dem til at opnå en klar dokumentation for, hvad der bliver aftalt, og om det også er det, der bliver leveret,” siger Dennis Andersen, som derfor ser kurset som et redskab til en mere klar kommunikation og bedre samarbejdsproces mellem rengøringsleverandører og indkøbere.
Kurset er et personalegode
Han opfordrer dog også rengøringsvirksomheder til at bruge kursusmuligheden som et personalegode og dermed en måde at tiltrække dygtige medarbejdere på. Da det netop er medarbejderne og ikke virksomheden, der bliver certificeret, vil et certifikat nemlig være noget, man som rengøringsinspektør kan tage med sig og altså føje til CV´et som en ekstra kvalifikation.
I det hele taget er det hans forventning, at kurserne på den måde kan bidrage til at give hele rengøringsbranchen et kvalitetsløft.
”Med muligheden for en certificering kan rengøringsindkøbere og kunder nu fremover kræve, at deres leverandører dokumenterer, at medarbejdere har kompetencer på et vist niveau. Mens leverandørerne nu omvendt har fået mulighed for at bevise, at de også kan levere dem. Det er til gavn for hele branchen,” slutter Dennis Andersen.
Af Annemette Schultz Jørgensen, freelancejournalist