ISO 9001 giver respekt


Stigende antal virksomheder lader sig certificere. Ikke af pligt, men som sund fornuft for at udvikle forretningen.


26-01-2012 


De år, hvor det alene var myndighedernes krav, og krav fra kunder i industrien og det offentlige, der fik virksomheder til at lade sig certificere, er slut!
Det er heller ikke længere i så høj grad et spørgsmål om image.
I dag er det guleroden, ikke pisken, der driver værket. Virksomheder over en bred kam kan se en fordel i at lade sig certificere. Det kan betale sig, og ikke kun på bundlinjen. Derfor gør de det.
Dertil kommer, at der er kommet en lang række nye certificeringer til, og dem er virksomhederne også interesserede i. Udover at kvalitetssikre virksomheden med et ISO 9001-certifikat ønsker mange virksomheder også at certificere produkter, arbejdsmiljø, miljø og CO2.  
Certifikaterne er, om man så må sige, blevet populære ledelsesredskaber på linje med organisationstrimning, Lean, Værdibaseret Ledelse, etc, og formentlig er certificeringer mere end det.
Det mener man hos DS Certificering i Charlottenlund, hvor man certificerer virksomheder efter de fleste danske og internationale standardiseringer såsom ISO, OHSAS, EMAS og hvad de ellers hedder.
 - Der er fortsat virksomheder, der lader sig certificere, fordi myndigheder eller kunder eller andre har specifikke krav til arbejdsgange og produkter, men certificeringer er i højere grad blevet til redskaber, som den moderne leder benytter til at udvikle sin virksomhed med, fortæller DS Certificering.

Fra krav til lyst
Det var i begyndelse af 90’erne, at myndighedskrav og kundekrav for alvor fødte ideen om en ISO 9001-kvalitetssikring i rigtig mange virksomheder i Danmark. Det var, som gik der mode i det.
Hver gang en virksomhed barslede med en ISO 9001-certificering, mødte pressen op og skrev om det forunderlige væsen.
I dag er ISO 9001-certificeringen blevet en voksen herre, der ikke kræver så meget opmærksomhed, men som skaber respekt omkring sig. 

Systematiseret fornuft

Erhvervslivet har ifølge direktøren erfaret, at en certificering, og det at efterleve en godkendt standard, er sund fornuft.
 - Sagen er, at en standard beskriver den mest optimale måde at tilrettelægge tingene på. Det er til det, den er udviklet. Og når et firma sætter arbejdsgangene i system efter en certificering, så lægger firmaet samtidig arbejdsgangene om, så man gør tingene på den mest optimale måde. Derfor kan det betale sig, forklarer DS Certificering.
 - Som certificeringsfirma kommer vi udefra og auditerer, at virksomheden lever op til kravene i en given standard, og gør den det, får den certificeringen. Det er der mange, der er glade for. At vi med vores ekspertise kommer ude fra og sørger for, at det hele kører efter bogen. Det kan kun være en fordel for virksomheden. Derfor er der stort set ikke nogle af vores kunder, der dropper det at være certificeret, når først de er blevet det en gang, forklarer de.      

Af Henrik Helmer Petersen, Frederiksborg Amts Avis



DS Certificering A/S
Kollegievej 6
2920 Charlottenlund/Runetoften 14, 1
8210 Århus V
Tlf.: +45 72 24 59 00
Fax: +45 72 24 59 02
E-mail: cert.info@dscert.dk