Øst og vest - med certificering går det bedst
Siemens Turbomachinery Equipment i Helsingør producerer gigantstore kompressorer til rensningsanlæg i både Kina og USA. Med certificering efter internationale standarder går det bedst.
15-05-2009
Hvorfor egentlig forpligtige sig til at følge nogle firkantede, både skrappe og fastlagte kvalitets-rammer, når det kommer til produktion af årligt godt 400 gigantstore kompressorer til rensning af spildevand på rensningsanlæg verden over?
Når nu umiddelbart det vil være så meget enklere bare at bruge sin ekspertise og producere kompressorerne så optimalt som muligt uden at blande andre ind i, hvordan man sikrer sig, at kvaliteten er i orden?
- Det er fordi, det kan betale sig både økonomisk, produktionsmæssigt og markedsføringsmæssigt, fastslår Lars Lindskov, QHSE manager hos Siemens Turbomachinery Equipment i Helsingør.
Som QHSE manager bestrider han posterne som kvalitetschef, sikkerhedschef og miljøchef på den store industrivirksomhed, der har til huse på det tidligere værft på havnen i Helsingør.
Siemens Turbomachinery Equipment har været ISO 9001-certificeret efter den internationale kvalitetsstandard siden 1993, og Lars Lindskov er ikke i tvivl om, at udbyttet er langt større end besværet.
Registrerer fejl
Med certificeringen forpligter Siemens Turbomachinery Equipment sig til løbende at registrere enhver fejl, der måtte opstår undervejs i udvikling og produktion af kompressorerne. Store som små fejl. Og på månedlig basis gennemgår virksomheden registreringerne og træffer beslutning om, hvad der skal gøres for at sikre kvaliteten yderligere.
- Det kan dreje sig om at efteruddanne nogle af vores folk, eller måske om at bede en underleverandør levere nogle bedre materialer. Det kan også handle om at indkøbe nogle bedre værktøjer, eller om at udskifte en ældre produktionsmaskine med en ny, nævner han som eksempler på, hvad det systematiske arbejde med kvalitet kan føre med sig.
Gennemgår månedligt
- Det er alt sammen noget, vi hver måned bliver gjort opmærksom på, og det er selvfølgelig langt fra hver måned, at der er noget at komme efter, men er det noget, er vi i stand til at gøre noget ved det straks. Takket være ISO 9001-certificeringen, forklarer Lars Lindskov.
To gange om året kommer certificeringsfirmaet DS Certificering på besøg og kigger Siemens Turbomachinery Equipment over skulderen og ser, om firmaet lever op til de krav, ISO 9001-certificeringen stiller.
- Og vi skal hele tiden forbedre os. Det er også en del af kravet i certificeringen, så på den måde bliver vi kun bedre og bedre, glædes Lars Lindskov.
Minimerer unødige udgifter
- Resultatet er, at vi producerer kompressorerne mere og mere optimalt, og at de udgifter, der måtte være i forbindelse med fejl og mangler undervejs i produktionen, bliver mindre og mindre. Vi får altså mere og mere tilfredse kunder, og internt minimerer vi udgifterne, forklarer han gevinsten.
Nye kunder
Lars Lindskov er overbevist om, at certificeringen sikrer Siemens Turbomachinery Equipment nye kunder.
- For kunder verden over kan se klare fordele i at handle med en virksomhed, der kan dokumentere, at man har kvalitetssikret både udvikling og produktion efter den internationale standard ISO 9001, forklarer han.
Bor på værft
Siemens Turbomachinery Equipment har sin oprindelse som en del af det gamle Helsingør Værft. Indtil 2006 hed man HV Turbo, ”HV” for Helsingør Værft. Så blev virksomheden købt af tyske Siemens, og navnet blev ændret til Siemens Turbomachinery Equipment.
Virksomheden udvikler og producerer årligt godt 400, op til 26 tons tunge kompressorer til gennemluftning af især spildevand på rensningsanlæg verden over
270 medarbejdere er beskæftiget i de gamle værftsbygninger på havnen i Helsingør,
Tre datterselskaber, et i henholdsvis USA, Italien og Kina, varetager salg og servicering af kunderne på verdensplan.
Nye certificeringer på vej
Siemens Turbomachinery Equipment går nu skridtet videre og har taget tilløb til også at blive certificeret, når det kommer til miljø og arbejdsmiljø.
- Vi er selvfølgelig miljøgodkendt og følger arbejdsmiljøloven, og vi mener rent faktisk, at vi gør det godt, både med hensyn til affaldshåndtering, udledning i naturen og sikkerhed i arbejdsmiljøet.
- Med en certificering på både miljø og arbejdsmiljø håber vi at kunne gøre det endnu bedre. Derfor har vi taget tiltag til at blive ISO 14001-certificeret på miljø-området og OHSAS 18001-certificeret på arbejdsmiljøområdet, fortæller Lars Lindskov.
Moderne virksomhed
- Som moderne industrivirksomhed føler vi os forpligtet til hele tiden at gøre vores ypperste for kunder, medarbejdere og miljø. Det har vi arbejdet med i mange år, og de nye certificeringer skal hjælpe os til at blive endnu bedre, afrunder han.
Af Henrik Helmer Petersen, Frederiksborg Amts Avis
Foto: Allan Nørregaard