Funktioner

Vejle Kommune passer på sine ansatte med arbejdsmiljøcertifikat


Medarbejderne i Vejle Kommune skal ikke blot være sunde og raske, når de går på arbejde, men også når de går hjem igen. Derfor er Vejle gået på jagt efter Arbejdstilsynets grønne smiley, der skal gøre det attraktivt at arbejde hos kommunen.


Midlet er en stribe arbejdsmiljøcertifikater fra DS Certificering A/S. Daginstitutionerne og Dagplejen har netop fået det første, og nu står ældreplejen for tur.

Da byrådet i Vejle tilbage i 2005 besluttede at gå efter Arbejdstilsynets grønne smiley, gik kommunen i gang med at indføre arbejdsmiljøledelse efter standarden DS/OHSAS 18001 ’Arbejdsmiljøledelsessystemer’. Samtidig blev DS Certificering valgt til at stå for den certificering, der automatisk udløser en grøn smiley på Arbejdstilsynets hjemmeside.

Nu tror man på os

Kommunens Dagtilbud, der omfatter 51 daginstitutioner og 160 dagplejere, har netop modtaget det første af de i alt 9 certifikater, kommunen planlægger. Ældreplejen i Senior Service står for tur næste gang, og når hele øvelsen er gennemført, kan alle 4800 medarbejdere i den nuværende Vejle Kommune gå på arbejde i forvisning om, at arbejdsmiljøet er under konstant forbedring.
”Hvis det blot er os selv der siger, at vi har et godt arbejdsmiljø, er det ikke sikkert nogen vil tro os. Der er en tendens til ikke at tro på kommunale myndigheder. Men nu kan vi dokumentere overfor både omverdenen og os selv, at nogen udefra synes, at det vi gør, er i orden, og at vi har styr på arbejdsmiljøet. Certifikatet fra DS Certificering er den endelige blåstempling af vores arbejdsmiljøindsats”, siger Lene Palmer Christensen, arbejdsmiljøkonsulent i Vejle Kommune og projektleder på certificeringen. 

Folk vil arbejde i kommunen

Ifølge Lene Palmer Christensen er det blevet sværere at rekruttere medarbejdere til bl.a. rengøringsjobs. Men her hjælper det, at arbejdsmiljøet er blåstemplet. Kommunens ry for godt arbejdsmiljø gav fx bonus, da ældreplejen i Senior Service søgte tre rengøringsmedarbejdere på Arbejdsformidlingen – og fik 40 ansøgninger.
”Ansøgerne begrundede det med vores ry for godt arbejdsmiljø, så det er en stor fordel med et godt omdømme på arbejdsmiljøfronten. Det hjælper os til at fastholde medarbejdere og gør det nemmere at rekruttere nye”, siger hun.

Barnevogn med motor inden ryggen gør ondt

Arbejdsmiljøledelse er ikke kun et spørgsmål om at løse arbejdsmiljøproblemer på arbejdspladsen. Det handler først og fremmest om at forhindre dem i at opstå.
Det sker bl.a. gennem systematisk risikovurdering og forebyggende forholdsregler. Alle arbejdsulykker i Vejle Kommune bliver registreret og analyseret, og der bliver fulgt op på dem. Det gælder også ’nær ved’-ulykker, hvor det ganske vist ikke gik galt, men kunne være gået galt.
”Vi kan lære af det hele. Nu har vi i højere grad blikket rettet mod, hvilke problemstillinger der kan opstå – frem for kun at se på dem, vi allerede kender. Fx har vi en tendens til i dagplejen kun at give motoriserede barnevogne til dagplejemødre med rygproblemer. Men vi vil gerne på forkant, så vi kan bevilge dem, inden medarbejderne får ondt i ryggen”, siger Lene Palmer Christensen.

DS-auditorer med sans for det væsentlige

For Vejle Kommune har første certificeringsrunde været en positiv oplevelse, mener Lene Palmer Christensen. Bl.a. fordi auditorerne fra DS Certificering ikke satte røde streger ud fra en generel facitliste, men forholdt sig til de problemstillinger, der var relevante for Dagtilbud.
”Jeg har tidligere oplevet, hvordan myndigheder og andre certificeringsfirmaer vælger den nemme løsning og blot spørger til de sædvanlige ting, fx hvordan vi håndterer kemikalier. Men det virker meningsløst, når de eneste kemikalier vi bruger i Dagtilbud er vaskepulver og opvaskemiddel. Heldigvis holdt det skræmmebillede ikke mht. DS Certificering. Tværtimod var det rigtig positivt, at deres auditorer kun gik efter det væsentlige”, siger hun.

Ingen eksamensskræk

Den positive oplevelse skaber dog også store forventninger til næste audit.
”Vi forventer sparring fra DS certificering, og at de får øje på vores "blinde pletter", så vi kan få bugt med de problemer vi ikke selv kan se, fordi vi går rundt i dem til daglig. Vi forventer også at lære af, hvad DS Certificering ser i andre virksomheder, så vi kan blive endnu bedre”, siger Lene Palmer Christensen.
Belært af erfaringerne frygter hverken hun eller de øvrige medarbejdere næste auditbesøg fra DS Certificering.
”Forud for certificeringen havde vi internt kaldt det for en eksamen. Men vi følte det slet ikke som en overhøring. Auditorerne gik efter positive beviser på, at vi gør hvad vi siger, og ikke efter at finde en masse fejl”, siger hun.

Tænk arbejdsmiljø ind i alt

Med den omfattende certificering melder Vejle sig blandt frontløberne i det kommunale Danmark, der tager systematisk hånd om arbejdsmiljøet. Vejle Kommune vil gerne selv bestemme tempoet i sin arbejdsmiljøindsats frem for at vente på, at Arbejdstilsynet lægger vejen forbi.
”Vi vil gerne være på forkant, og ved at bruge standarden kan vi nemmere planlægge og styre vores indsats og selv beslutte, hvordan vi griber tingene an”, siger Lene Palmer Christensen.
”Vi har længe været dygtige til at tage hånd om arbejdsmiljøet. Det nye er, at vi gør det systematisk. Nu tænker vi arbejdsmiljø allerede i planlægningsfasen i alt hvad vi gør, fx når vi køber nyt inventar eller bygger nye plejecentre”, siger hun.
Styrken ved arbejdsmiljøledelse og certificering er ifølge Lene Palmer Christensen, at det hjælper kommunen til at holde fokus i arbejdsmiljøindsatsen.
” I fremtiden vil vi dele erfaringer med hinanden om gode arbejdsmiljøtiltag og om gode løsninger mellem forskellige enheder og afdelinger. På den måde sikrer vi, at arbejdsmiljøet ikke blot er godt i dag, men også er det i morgen”, slutter hun.
 



DS Certificering A/S
Kollegievej 6
2920 Charlottenlund/Runetoften 14, 1
8210 Århus V
Tlf.: +45 72 24 59 00
Fax: +45 72 24 59 02
E-mail: cert.info@dscert.dk