Funktioner

Udenrigsministeriet certificeret som bæredygtig planlægger af COP15


DS Certificering har udstedt det første offentliggjorte certifikat til en dansk organisation for bæredygtig konferenceplanlægning.


Certifikatet gik til Udenrigsministeriet, der i slutningen af december fik certifikatet for at have planlagt FN´s klimakonference, COP15, efter bæredygtige og ansvarlige principper.
 

Da Udenrigsministeriet i slutningen af december afholdt første uge af COP15 for toppoli-tikere fra hele verden, var DS Certificering med for at kigge ministeriet over skulderen. I den forbindelse gav DS så Udenrigsministeriet, som den første organisation i Danmark, et godkendende stempel for bæredygtig konferenceplanlægning af COP15 efter en ny britisk bæredygtighedsstandard. Certifikatet blev overrakt ved en reception i Bella Centeret under selve topmødet.

Standarden hedder BS 8901 og retter sig mod alle offentlige og private organisationer, der arrangerer events og altså afholder alt lige fra konferencer, topmøder, udstillinger, kon-gresser til mere almindelige møder og seminarer. Den er lavet for at hjælpe møde- og kon-ferencearrangører med at gøre deres produkter, deres services, interne arbejdsprocesser og sidste ende deres arrangementer mere bæredygtige.

Bæredygtighed er mere end bare klimaansvarlighed
”BS 8901 er den første standard, der inddrager bæredygtighed i bred forstand og ikke kun organisationers klima- og miljøhåndtering. Den sigter på at hjælpe eventorganisationer med at drive bæredygtig virksomhed og fokuserer på tre bæredygtighedsprincipper. For det første at man kan drive en sund og ansvarlig økonomisk forretning, for det andet at man samtidig tager sociale og samfundsmæssige hensyn og endelig, at man også reduce-rer sin miljømæssige belastning,” siger Steen Christian Larsen, ledende auditor i DS Certi-ficering.

BS 8901 er en britisk standard udviklet med henblik på afviklingen af de olympiske lege i London 2012 og læner sig op ad principperne i ISO-standarderne. Dansk Standard har nu oversat den til dansk, og DS Certificering kan som certificeringsorgan certificere efter standarden, som man forventer vil blive til en international standard (ISO).

Udenrigsministeriet første certificerede i Danmark
Standarden retter sig mod organisationer, der arrangerer og afholder events og giver som den eneste af sin slags mulighed for såkaldt delcertificering. Det betyder, at organisationer kan vælge at blive certificeret alene for planlægningen af en enkelt event, en konference eller et møde, så man har mulighed for at fremvise dokumentationen, mens eventen foregår. Samtidig kan man også vælge at blive certificeret for selve afholdelsen, og kan altså alt i alt opnå to delcertificeringer.

Det er netop, hvad Udenrigsministeriet har valgt at gøre. I slutningen af december blev ministeriet som den første organisation i Danmark certificeret af DS Certificering for at have planlagt COP15 bæredygtigt og ansvarligt. Og når konferencen er afsluttet, vil mini-steriet igen forsøge at få det endelige stempel for også at have gennemført COP15 bære-dygtigt.

”Da vi begyndte planlægningen af COP15, havde vi fra starten et ønske om at indarbejde bæredygtige principper i selve konferencen. Der findes flere forskellige standarder, og vi valgte BS 8901, da den er internationalt kendt og samtidig utrolig fleksibel og tilgængelig at arbejde med,” siger fuldmægtig i Udenrigsministeriet, Jan-Christoph Napierski, der har været ansvarlig for konferencens grønne profil, og som roser samarbejdet med DS Certifi-cering og kalder certificeringsorganet for både professionelt og kompetent.

Han forklarer, at når Udenrigsministeriet har valgt at blive certificeret ad to omgange i forbindelse med COP15, er det både for at kunne vise deltagerne og omverdenen, mens COP’en foregår, at ministeriet altså tager egen bæredygtig medicin. Og samtidig vil man gerne have det endelige stempel som bæredygtig konferencearrangør, når konferencen er færdig, for at kunne bruge certifikatet mere fremadrettet.

Certifikat kan gavne Danmark
Jan-Christoph Napierski håber, at Udenrigsministeriets certifikat vil kunne bruges udadtil, som dokumentation på at vi i Danmark er i stand til at organisere større arrangementer og konferencer efter bæredygtige principper. Samtidig finder han det også oplagt, at certifikatet i statens egne rækker bliver brugt som løftestang for, hvordan man skal organisere møder bæredygtigt i fremtiden.

”Der findes i dag ingen fælles retningslinjer i staten for, hvilke krav vi skal leve op til, når vi arrangerer større events og konferencer. Og det kan vi klart bruge denne standard til,” siger han, som håber, at man for eksempel vil gøre brug af standarden igen og lade sig certificere, når det på ny bliver Danmarks tur til at være vært for EU-formandskabet i 2012.

Flere måder at blive certificeret på
Som noget særligt giver BS 8901 også mulighed for, at man som organisation kan blive certificeret på flere måder. Hvis man som organisation normalt én gang er blevet certifice-ret i et ledelsessystem, er kravet, at man skal have opfølgning mindst én gang om året for at beholde sit certifikat. Men da denne standard netop retter sig mod organisationer, der ønsker at dokumentere bæredygtighed i deres events, har man her skabt mulighed for, at organisationer kan blive certificeret i forbindelse med en enkelt event.

”I praksis betyder det, at man altså kan opnå et certifikat, der kun knytter sig til en be-stemt begivenhed. Og det, man så får certifikatet for, er at have planlagt og arrangeret ar-rangementet efter økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtige principper,” siger Steen Christian Larsen, som dog understreger, at metoden og fremgangsmåden er den samme. Hvad enten man bliver certificeret én eller flere gange, er det ledelsessystemet og arbejdsprocesserne, der udløser certifikatet, ikke selve eventen eller arrangementet.

”Da standarden fokuserer på at hjælpe virksomheder og organisationer med at indføre et ledelsessystem, der sikrer bæredygtig planlægning og gennemførelse af events, møder og konferencer i bred forstand, kan det måske virke som en stor mundfuld. Men erfaringerne fra de i alt 50 udenlandske organisationer, der er blevet certificeret efter BS 8901 viser, at de fleste faktisk allerede lever op til 80 procent af de krav, der stilles i standarden. Og der-for skal man ikke frygte, at man skal indføre radikalt nye systemer eller processer for at blive certificeret,” slutter Steen Christian Larsen. 

Kort om BS 8901:
BS 8901 er en standard, der er udarbejdet for at hjælpe virksomheder og organisationer med at beskrive et ledelsessystem til gennemførelse af bæredygtige events, møder og konferencer. Den kræver, at man definerer en klar bæredygtighedspolitik, og inddrager sine interessenter. Standarden stiller krav til bæredygtighed på tre overordnede områder:

  • At man kan drive en sund og ansvarlig økonomisk for-retning
  • At man tager sociale og samfundsmæssige hensyn 
  • At man reducerer sin miljø- og klimabelastning

.

Af Annemette Schultz, Freelancejournalist

Læs mere om BS 8901 og andre ydelser inden for Klima, miljø og bæredygtighed



DS Certificering A/S
Kollegievej 6
2920 Charlottenlund/Runetoften 14, 1
8210 Århus V
Tlf.: +45 72 24 59 00
Fax: +45 72 24 59 02
E-mail: cert.info@dscert.dk