Funktioner

Parløb med gensidig respekt kræver fælles værdier


Alle 25.000 medarbejdere i Post Danmark skal opleve virksomheden som en attraktiv arbejdsplads med fokus på tryghed og trivsel. Derfor har de kastet sig ud i et omfattende certificeringsforløb, som blåstemple virksomhedens arbejdsmiljøindsats.


Post Danmark kan ikke forhindre regn og slud, når posten skal ud. Men arbejdsmiljøet for postbudene og de andre ansatte handler ikke kun om vejret. Alle 25.000 medarbejdere skal opleve virksomheden som en attraktiv arbejdsplads med fokus på tryghed og trivsel. Derfor har Post Danmark kastet sig ud i et omfattende certificeringsforløb, der skal blåstemple virksomhedens arbejdsmiljøindsats. 
 Samtlige forretningsenheder i Post Danmark – og dvs. 25.000 medarbejdere – bliver i disse år certificeret af DS Certificering efter arbejdsmiljøstandarden DS/OHSAS 18001. Fem ud af de otte enheder har allerede fået deres certifikater. Postkontorerne fik de første i 2005, og det sidste certifikat kommer efter planen på plads i 2008, når det bliver postbudenes tur.
Det begyndte med en strategibeslutning om at styrke Post Danmarks arbejdsmiljøindsats. Post Danmark arbejder efter Excellence-modellen (The European Foundation for Quality Management), og det var derfor vigtigt at indkredse, hvilke tiltag på arbejdsmiljøfronten der faktisk skaber værdi, og hvilke der blot er spild af tid.
Svaret var bl.a., at det skaber værdi at have ensartede arbejdsmiljømetoder – med DS/OHSAS 18001som grundlag, fordi den bygger på princippet om løbende forbedringer.

”Vi ser standarden som det fælles juletræ, man så kan hænge hver sin forskellige pynt på. Fordelen er, at den fælles systemstandard giver os ensartede metoder”, siger Søren Boas, miljøchef i Post Danmark.

Certificering var naturligt næste skridt

Efter beslutningen om at arbejde med OHSAS-standarden var det næste naturlige skridt ifølge Søren Boas at blive certificeret.
”Vi ville have nogen udefra til at se efter, om vi, når det kommer til stykket, nu også lever op til det, vi siger. Derfor tog vi skridtet fuldt ud og fik DS Certificering til at kigge os efter i sømmene. Det er nyttigt at få andre øjne på, der har andre professionelle forudsætninger end vores egne”, siger Søren Boas.

DS Certificering er dog ikke kun kaldt ind som kontrollører

”Vi vil gerne have nogen til at hjælpe os til de løbende forbedringer – og DS Certificering kan holde Post Danmark til ilden og pege på, hvor der er mulighed for at komme videre”, siger han.

Samarbejdspartner med samme værdier

Post Danmark gør sig altid umage med at finde de rigtige samarbejdspartnere. Valget af DS Certificering er ingen undtagelse.
”I Post Danmark lægger vi vægt på høj troværdighed og på at skabe værdi for kunderne. Det kan vi genfinde hos DS Certificering.  I det hele taget deler vi de samme grundlæggende værdier, og det er vigtigt, hvis der skal være parløb med gensidig respekt”, siger Søren Boas.

Kritik er konstruktivt

Hver forretningsenhed har et halvt år til at komme igennem certificeringsforløbet – og den engageres direkte i arbejdet.
”De enkelte enheder skal føle, at det er deres projekt – og ikke noget, de bliver påduttet ovenfra. DS Certificering går ud og engagerer enhederne lokalt, og det hjælper til, at de tager medejerskab, og virker som et energitilskud for sikkerhedsorganisationen,” siger Søren Boas.
Auditorerne fra DS Certificering er blevet godt modtaget overalt i organisationen, fortæller han. Det er nemmere for medarbejderne at tage imod kritik, når Post Danmark selv har bedt om den.
”Hvis der viser sig at være nogle hjørner, hvor vi ikke overholder vores egne krav, har folk nemmere ved at acceptere den kritik, der kommer, fordi vi selv har inviteret nogen udefra til at kigge os i kortene.  Og vi oplever det ikke som kritik, men vender det til noget konstruktivt – netop fordi vi frivilligt går ind til det”, siger han.

Blåstemplet attraktiv arbejdsplads

Post Danmarks arbejdsmiljøstrategi har nogle klare og kontante mål: Færre arbejdsskader og mindre nedslidning samt færre registrerede alvorlige APV’er – det sidste som et udtryk for, at medarbejderne faktisk oplever forbedringer.
”Desuden vil vi ganske enkelt leve op til de regler, vi selv har indført. Hverken DS Certificering eller for den sags skyld myndighederne skal kunne finde uoverensstemmelser”, siger Søren Boas.
Hertil kommer signalværdien. Med certificeringen kan Post Danmark dokumentere sin aktive arbejdsmiljøindsats over for både nuværende og kommende medarbejdere.
”Certificeringen er en vigtig blåstempling af vores arbejdsmiljøindsats. Det dokumenterer, at vores arbejdsmiljøstrategi ikke er en sovepude, men at nogen udefra anerkender, at der faktisk sker forbedringer og at vi gør noget for at blive en attraktiv arbejdsplads”, siger Søren Boas.

Fra standard til praktisk guide

På Post Danmarks intranet finder medarbejderne en enkel og pædagogisk arbejdsmiljøguide, der er i overensstemmelse med OHSAS-standarden.
”Kunsten at arbejde med standarder består i at udmønte den i praktiske anvisninger, der kan sikre overensstemmelsen – uden at medarbejderne behøver bekymre sig om det tekniske grundlag i selve standarden”, siger Søren Boas.
I pjecen ’Vejviser til de vigtigste arbejdsmiljøproblemer’, der bygger på risikovurdering, kan medarbejderne finde gode råd samt beskrivelser af de 6 vigtigste arbejdsmiljøproblemer i Post Danmark: løft, arbejdsstillinger og indretning af arbejdspladser, brug af transportmateriel, fald og snuble, adfærd i trafikken og psykisk arbejdsmiljø.



DS Certificering A/S
Kollegievej 6
2920 Charlottenlund/Runetoften 14, 1
8210 Århus V
Tlf.: +45 72 24 59 00
Fax: +45 72 24 59 02
E-mail: cert.info@dscert.dk