Casehistorie Carl Vollstedts eftf. ApS
Haderslev er kendt som ”Pølsernes By”, og det skyldes ikke mindst Carl Vollstedts Eftf., der etablerede sig i den sønderjyske by tilbage i 1984.
Carl Vollstedts Eftf. fik i maj 2007 certificeret håndteringen af fødevaresikkerhed efter ISO 22000 hos DS Certificering A/S. Allan Jeppesen, kvalitetschef i Carl Vollstedts Eftf., fortæller: ”Det var såmænd ikke så stor en omgang endda, for vi havde jo implementeret HACCP i virksomheden allerede. Faktisk handlede processen mest om at optimere på de systemer og metoder, vi allerede havde”.
Beslutningen om at arbejde frem mod certificering begrundes primært i et ønske om at gøre sit yderste for at have en høj fødevaresikkerhed. Som Allan Jeppesen siger det: ”I sidste instans handler det jo også om faglig stolthed, og den har vi her i firmaet. Derfor vil vi gøre alt, hvad der er muligt for at sikre, at det er ordentlige fødevarer, folk får fra os. Tanken om at nogen skulle blive syge af vores mad er slet ikke til at bære!”.
De ca. 25 medarbejdere i produktionen i Haderslev har alle haft en nem tilgang til kvalitetsstyringen – ikke mindst fordi rutinerne lå i virksomheden allerede. En virksomhed i så stor vækst som Carl Vollstedts Eftf. har meget ofte håndværkere og andre gæster på området, og her har de ansvarlige i virksomheden konstateret, at de velbeskrevne procedurer og forholdsregler har gjort det nemt for gæsterne at overholde kravene til hygiejne, rene zoner osv. Nye medarbejdere får undervisning i HACCP principper og virksomhedens egne regler, og certificeringen har gjort den opgave nemmere.
I følge Allan Jeppesen skyldes valget af DS Certificering A/S som partner primært to faktorer. ”For det første er DS Certificering dansk, og det gør det hele lidt nemmere, når mentalitet og kultur passer sammen med vores. For det andet – og nok mere væsentligt – er auditorerne hos DS Certificering nogle virkeligt dygtige sparringspartnere for både mig og kolleger. Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi af og til bliver udfordret af vores auditor på ISO 22000 – og vi sagtens kan tage nogle diskussioner. Men jeg må altid konstatere, at diskussionerne fører til forbedringer, vi kan mærke i hverdagen”, fortæller han og slutter: ”Der er mange, der tror, at det er pokkers besværligt at indføre en ISO certificering. Det er slet ikke det, vi har oplevet. Faktisk er mange ting blevet nemmere i hverdagen, og hvorfor ikke sørge for, at gøre det man gør rigtigt første gang? Det bliver alting både bedre og billigere af”.