Funktioner

"Det kan gøres meget bedre"


”Lad os nu ramme en pæl gennem påstanden om, at certificering og innovation er uforenelige størrelser – for det går hånd i hånd hos Novotex, og det kan andre også gøre efter”.


Da en gruppe tekstilproducenter i området omkring Ikast og Herning i 1983 etablerede virksomheden Novotex A/S, var det med en solid viden i bagagen – og dermed også med det nødvendige grundlag til at udfylde den målsætning, der dannede baggrund for etableringen: ”Det kan gøres meget bedre”.

 I de forgange 24 år har Novotex vendt op og ned på en lang række begreber og etableret nye ”best practice” nærmest kontinuerligt. Og det i en grad så koncernen i dag ikke kun sælger tekstiler og tøj, men også viden om miljø og integration af kvalitetsstyring i IT-systemer.

Et af de store problemer med rundstrik (det stof, som stort set alle T-shirts er fremstillet af) er, at krympningen foretages med en række kemikalier. Uden en forudgående krympning vil form og størrelse på et stykke tøj være helt uberegnelig. Men den kemiske krympning efterlader en række kemikalier – blandt andet formaldehyd, der er kræftfremkaldende.

Løsningen blev en opfindelse, som efterfølgende dannede grundlaget for den miljøvenlige linje fra Novotex – nemlig en mekanisk krympning. Dermed var starten for en miljøvenlig tekstil produktion etableret, og firmaet lancerede begrebet Green Cotton. Vigtigst ifølge virksomheden selv er ledelse og styring - naturligvis miljøcertificeret efter ISO 14001 via DS Certificering.
Green Cotton begrebet dækker i dag således hele processen, fra bomulden sås, til det færdige stykke tøj lander i detailhandlen. Gennem hele processen tages de størst mulige hensyn til miljøet.

I virksomheden er alle processer integreret i kvalitetssystemet. F.eks. sker ingen forespørgsler fra salg til produktion eller fra produktion til udvikling via mail eller telefon. Det hele foregår via de egenudviklede IT-systemer, der er integreret i Danmark, Ukraine og Kina. Dermed sikres, at alt katalogiseres og styres i henhold til standarderne – og der ”smutter” aldrig en forespørgsel eller vigtig besked.

I marts 2007 fik Novotex udstedt ISO 9001-certifikat fra DS Certificering, der i forvejen auditerer virksomhedens miljøledelsessystem.

Ledende auditor i DS Certificering A/S, Tommy Lund, er den faste auditor hos Novotex. Han fortæller om samarbejdet med Novotex: ”Det er flot, at de vælger at lade deres kvalitetsstyring certificere også. Sammen med deres ISO 14001-certificering har de nu dokumentation for deres ledelsessystemer. Og jeg tør godt sige, at hele håndteringen i virksomheden nærmest er et forbillede for resten af branchen. Alt blev vendt på hovedet under processen, og jeg ser sjældent, at ledelsessystemer er SÅ integrerede og naturlige, som det er tilfældet hos Novotex”.

Tommy Lund slutter med en passende bemærkning, der i den grad understøttes af eventyret om Novotex og Green Cotton: ”Lad os nu ramme en pæl gennem påstanden om, at certificering og innovation er uforenelige størrelser – for det går hånd i hånd hos Novotex, og det kan andre også gøre efter”.
 



DS Certificering A/S
Kollegievej 6
2920 Charlottenlund/Runetoften 14, 1
8210 Århus V
Tlf.: +45 72 24 59 00
Fax: +45 72 24 59 02
E-mail: cert.info@dscert.dk