Funktioner

Designere slipper kreativiteten løs med kvalitetsstyring


Acer Design i Bogense er en af de danske designvirksomheder, der er certificeret efter designer-ISO’en.


Der er designerbriller, designerdrugs og nu også designer-ISO – tilpasning af den internationale standard for kvalitetsstyring til designvirksomheder. Acer Design i Bogense er en af de danske designvirksomheder, der er blevet certificeret af DS Certificering A/S efter designer-ISO’en. Kvalitetsstyringen går ikke ud over de gode ideer, men giver tværtimod mere tid til det kreative arbejde – og så åbner den døren til kunder, der vil se beviser på, at Acer Design kan gennemføre ideerne i professionelle projekter. Det er længe siden design blot var kjoler og keramik. I dag spænder designbegrebet vidt, og vidste man det ikke i forvejen, bliver det klart ved et kig i Acer Designs produktportefølje.

Virksomheden har hovedvægten på møbeldesign, men spænder i designopgaver fra kontormøbelkoncepter til brillepudsere og fritidstrawlere, fra inventar til bankdomiciler til indretning af showrooms. Ligeså forskellige produkterne er, ligeså forskellige er kunderne, og Acer Design blev i efteråret 2005 certificeret efter designer-ISO’en for at kunne dokumentere, at de alle får leveret, hvad der bliver aftalt i starten.

Certifikat kan åbne døre

Erik Simonsen er direktør og designer i Acer Design. Han fortæller, at certifikatet kan få døren til internationale kunder til at åbne sig.
”Vi arbejder sammen med flere internationale virksomheder, og det har vist sig at være en fordel, at man sammen med en solid referenceliste kan fremvise et certifikat. I USA og i Centraleuropa har det haft betydning for os i forbindelse med nye projekter. Vi har både fået positive tilkendegivelser og konkrete ordrer. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi som virksomhed både kan vores håndværk på højt professionelt niveau og kan beskrive og levere det, kunden forventer”, siger han.

Mere tid til det kreative

Design er en kompleks proces med flere faser, mener Erik Simonsen. Ingen design uden innnovation eller en opfindelse, der kommer til live i den indledende idefase. Ved at anvende  effektive styringsværktøjer, der hjælper til at organisere, sortere og fokusere, når Acer Design hurtigere i mål og får det vigtigste med over i næste fase.
Men ifølge Erik Simonsen lider mange stadig af den vrangforestilling, at styring slår kreativiteten ihjel.  
”Den romantiske forestilling om, at designere har det bedst med en lidt bohemeagtig og rodet tilgang til tingene, er uanvendelig i fremadrettet designsamarbejde. Selv den mest højtflyvende og iderige designer eller opfinder er forpligtiget til forsvarlig projektledelse overfor kunden, ligesom han har brug for styrings- og dokumentationsværktøjer i sin organisation. I vort firma har processen omkring certificeringen faktisk givet mere tid til kreativt arbejde”, siger Erik Simonsen.

Designer-ISO med fremtid

Globaliseringen har også ramt designbranchen, der i stigende grad får brug for at kunne dokumentere deres kompetencer og professionalisme.
”Globaliseringen indebærer nye markeder, teknologiske tigerspring og komponentfremstilling på tværs af landegrænser. Derfor har virksomheder i designbranchen - ligesom i andre brancher - i fremtiden brug for at vise, at de har styr på tingene, og for at synliggøre både deres kreative og organisatoriske kompetencer overfor nye kunder. Her ligger designer-ISO’ens fremtid”, siger Erik Simonsen.

Større klarhed og sikkerhed

Da Acer Design gik i gang med kvalitetsstyring, var målet at kunne definere ydelserne mere præcist og sikkert end hidtil. Lige fra de mindre og afgrænsede designopgaver til de store opgaver, der strækker sig fra den tidligste idefase til implementering på markedet.
Målet var desuden at kunne beskrive arbejdets faser med tjekpunkter og at sikre, at virksomheden lever op til en detaljeret projektbeskrivelse. Via en gennemtænkt struktur ville Acer Design opnå et stærkt projektteam i virksomheden, og papirgangen skulle trimmes.
Acer Design fik certifikatet i november 2005 og udnytter i dag de rutiner og værktøjer, der blev indført i forbindelse med certificeringsprocessen. Virksomheden havde store forventninger til kvalitetsstyringen, og de er ifølge Erik Simonsen blevet indfriet.
”Vi har opnået større klarhed omkring vores processer og i vores kundekontakt, og vi har fået større sikkerhed i både administration og projektledelse”, siger han.
Acer Design bruger kvalitetshåndbogen som styringsværktøj. Den giver sikker dokumentation og klarhed omkring strukturer og papirgange.
”Vi kan nu anvende mere tid på det egentlige - nemlig selve designprocessen og det kreative”, slutter Erik Simonsen.

Fakta

DS Certificering A/S, Dansk Design Center, Danske Designere og Erhvervs- og Byggestyrelsen har i samarbejde skabt designer-ISO-certificeringsordningen, der retter sig mod designvirksomheder, og som bygger på den internationale kvalitetsstyringsstandard DS/EN ISO 9001 ’Kvalitetsstyringssystemer’.



DS Certificering A/S
Kollegievej 6
2920 Charlottenlund/Runetoften 14, 1
8210 Århus V
Tlf.: +45 72 24 59 00
Fax: +45 72 24 59 02
E-mail: cert.info@dscert.dk