Sæt CSR-arbejdet i system
"Sæt CSR-arbejdet i system", var det overordnede budskab på DS Certificerings konference om social ansvarlighed.
Er dit CSR-arbejde en tilfældighed, og ønsker du hjælp til at få systematik i det etiske og sociale arbejde i din virksomhed? Sådan lød spørgsmålene forud for DS Certificerings konference om CSR i november. Konferencen satte fokus på, hvordan virksomheder kan gøre det ellers noget svævende arbejde med Corporate Social Responsibility konkret.
Af: Annemette Schultz Jørgensen, freelancejournalist
Med regeringens handlingsplan i 2008 for virksomheders sociale ansvar, er flere og flere danske virksomheder begyndt at spørge sig selv, hvordan man går systematisk til værks, og hvilke redskaber der findes, hvis man som virksomhed ønsker at sætte CSR på dagsordenen. Det kom der flere bud på under DS Certificerings konference om CSR den 21. november i København. Det overordnede budskab fra flere oplægsholdere på dagen var, at man som virksomhed ikke skal forsøge at opfinde den dybe tallerken selv. Der findes allerede anerkendte, konkrete og brugbare værktøjer til CSR-arbejdet, og den samlede anbefaling var derfor at tage udgangspunkt i disse som et supplement til egne ´codes of conduct´.
SA8000 certificeringen er først og fremmest et ledelsessystem
Craig Moss, direktør i Social Accountability International, som er firmaet bag standarden for social ansvarlighed, SA8000, fortalte om principperne bag certificeringen, som først og fremmest er baseret på principperne i ISO standardernes ledelsessystemer.
”Certificeringen handler både om, at man som virksomhed får indført en række etiske og sociale politikker, men især om, at man også indfører en lang række procedurer, der sikrer, at man konkret får omsat de gode etiske og sociale intentioner til handling,” fortalte han.
Derudover forklarede Craig Moss, at fordelen ved at læne sig op af en internationalt anerkendt certificérbar standard først og fremmest er, at man som virksomhed ikke behøver selv at skulle udvikle et stort forkromet ledelses- og leverandørstyringssystem. Man kan i stedet anvende et anerkendt system, som, i dette tilfælde, også involverer en audit fra en tredje og altså uvildig part. Man får med andre ord en del forærende uden at skulle opfinde sit eget system, og tilmed en uafhængig tredje part som garant for troværdigheden.
CSR-kompasset et nemt værktøj
Center for Samfundsansvar, CenSa er oprettet under Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og bistår danske virksomheder i deres arbejde med social ansvarlighed. Om det udtalte kontorchef i CenSa, Carsten Ingerslev.
”CSR-kompasset består af 28 erklæringer inden for alt lige fra børnearbejde, arbejdstagerrettigheder og sikkerhed, som vi på forhånd har udviklet. Det er derfor et nemt værktøj for danske virksomheder at skrive under på og sende direkte til de kunder, der ønsker at vide, om man har en CSR-politik,” fortalte han.
Pilgrim overvejer ny strategi med sit CSR-arbejde
Smykkefirmaet Pilgrim med Thomas Adamsen i spidsen har arbejdet med CSR siden 2002, og hører til blandt de virksomheder, der selv er startet med at udarbejde et eget ´code of conduct´. Firmaets arbejde har dog været fuldt af udfordringer, fortalte Thomas Adamsen, og man overvejer derfor i dag bl.a. at lade sig SA8000 certificere for netop at have et større ledelsessystem i ryggen.
Virksomheder skal også kigge sig selv efter i sømmene
DIEH, Dansk Initiativ for Etisk Handel er for nylig oprettet med støtte fra Udenrigsministeriet for at fremme danske virksomheders etiske handel og ansvarlige leverancestyring. Direktør, Hanne Gürtler satte i sit indlæg fokus på, at CSR ikke bare handler om leverandørstyring. Det handler nemlig også om, at man som virksomhed i lige så høj grad skal se sig selv efter i sømmene og sikre, at man ikke selv er med til at sætte leverandørerne under pres med stramme leverancevilkår og hårde prisforhandlinger.
Konferencen blev afrundet af tidligere direktør for Novo Nordisk, Mads Øvlisen, som i dag bl.a. er bestyrelsesmedlem af
Global Compact, der under FN arbejder for at fremme miljø, menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og kampen mod korruption. Han mente, at én af de store udfordringer inden for arbejdet med CSR i dag er internt og handler om at få flyttet virksomhedens sociale ansvar væk fra HR-afdelingerne og i stedet gjort det til topledelsens ansvar og med andre ord et strategisk anliggende.
Fotograf: Uffe Weng
Ønsker du at læse mere om CSR.
www.sa-intl.org
www.dieh.dk